Rekreativ Forbindelse Nord

Stort funderings- og anlægsprojekt midt i trafikalt knudepunkt ved Aarhus Havn.

Den Rekreative Forbindelse er en cykel- og fodgængersti i Aarhus, som følger den oprindelige kystlinje fra Risskoven i nord til Marselisborgskoven i syd. Per Aarsleff A/S har i joint venture med koncernselskabet Dan Jord A/S etableret en selvstændig del af strækningen fra Navitas til Fiskeri-, Træskibs-, og Lystbådehavnen. Denne etape, Rekreativ Forbindelse Nord, bestod blandt andet af en stiforbindelse og en kanal langs letbanen og inkluderede både jord-, funderings- og anlægsaktiviteter.

Projektet stødte undervejs på flere forhindringer. Først og fremmest var det eksisterende kystværn langt mere omfattende end vurderet i projekteringsfasen. Samtidig fik en vedvarende fremkomst af sten stor indflydelse på funderingsarbejderne, herunder ramning af spuns og forankringsarbejdet.

Med boulevarden til Aarhus Ø, Grenåbanen (siden en del af Aarhus Letbane) samt daværende til- og frakørsel til Molslinjen var entrepriseområdet et trafikalt knudepunkt på Aarhus Havn. Det krævede derfor nøje planlægning at få trafikafviklingen til at glide sideløbende med vores arbejder, der også indebar etablering af sti- og vejbroer samt udførelse af et rekreativt havnebassin med tilhørende trappeanlæg, hvilket alt sammen naturligt optog plads og påvirkede trafikken. Fleksibilitet og omstillingsparathed mellem samarbejdspartnerne var derfor særligt vigtigt for at holde projektet på sporet i forhold til tidsplanen.

Bygherre      
Center for Byens Anvendelse, Teknik og Miljø, Aarhus Kommune

Kontraktsum                       
98,6 mio. kr.

Anlægsperiode                  
Januar 2016-juni 2017

Aftaleform  
Hovedentreprise